Min storebror er der ingen der skal genere

Min storebror er der ingen der skal genere, undtagen mig selvfølgelig (det er min ret som lillesøster ☺). Udadtil lod min bror sig ikke mærke med at folk stirrede på ham og vendte sig om på gaden, han kiggede bare den anden vej og ignorerede dem. Jeg derimod stod og skulede til dem.

Der kunne gå lang tid inden de kunne løsrive sig fra min bror, hvorefter de fik øje på den sure bulldog ved siden af ham. Min bror har altid kunnet få venner. Selvfølgelig skal man ikke slå på andre, men jeg kan ikke benægte at jeg blev en lille smule glad når jeg så hans venner slå en proper næve til hans forsvar.

Min mor tolker nogle af mine ”episoder” som barn, som at jeg har skreget på opmærksomhed. Jeg tror hende gerne, men min erindring om barndommen er ikke, at der var forskelsbehandling på min bror og mig.

Der er naturligvis gået meget tid med kontroller og indlæggelser af min bror, men mine forældre forstod vigtigheden af at inddrage mig i processen omkring hans sygdom. Jeg var engang imellem med til kontrol og jeg besøgte ham på hospitalet efter hans store operation. Imens vi stadig var på hospitalet efter operationen blev jeg taget med i Tivoli og med på shoppetur; der var fuld fokus på mig.